Bær din last med stil

Der er ting man er stolt af at købe/bære på/ses med, og så er de ting, man helst ikke vil ses i selskab med, men det sker alligevel fra tid til anden. Enten fordi der ikke lige var flere 'chikke' plasticposer tilbage, da man sku' ud af døren, og derfor atter må ta' den flatterende Nettopose med sig. Eller fordi man har en last, der er så stor, at man ikke kan undvære den, ucharmerende eller ej. 

Som dengang jeg stod i Netto og ville købe kakaotoppe, som smager så godt og er så supervamle i konsistensen, at det er ren fryd, men jeg turde ikke helt stå ved det. 

Det er den slags situationer, hvor jeg sommetider ønsker, at pakken af sig selv fløj diskret ned i kurven, op på båndet, og ned i min (grimme)Nettopose, ved et tilfælde.. For hvem med respekt for sig selv, køber kakatotoppe? 

..MIG!! Muhahaah! Er heldigvis blevet voksen nok til at stå ved det. 

Det manglede da også bare, for hvad er mest pinligt? At købe dem, men lade som om man IKKE køber dem?  Eller at bære sin last med stil? (hvis man kunne poste et indlæg, der smagte af kakaotoppe, var det sket for længst). 

Forleden var det ikke kakaotoppe jeg røg i himlen over, men et kolo-enormt, ultra-grimt, grønt og formaldehyd-lignende glas med drueagurker i Netto (Netto er mit omdrejningspunkt for alt, som du kan høre). 

Selvom de er grimme som ind i helvede og ligner noget, der har overlevet lidt for mange år i et ækelt fysiklokale i folkeren, så skal man ikke ta' fejl. 

Drueagurker er Guds gave til menneskeheden, så jeg gik gennem Netto med et glas og passede så godt på ikke at tabe det (for det var pænt tungt), så det kom til at ligne et lille barn i mine arme.

Kærligheden til drueagurkerne har ikke kunnet skjules. 

Mastodonten, som er svær at vippe af pinden!

Men hvor latterligt, at man overhovedet har den slags 'den her vil jeg helst ikke ses med'-issues! Det er ligesom, når man gemmer poser fra fede butikker og bevidst vælger den smarte Rützou-pose til at fragte sine virkelig classy Vestfyens pilsnere i fredag aften..

Vi ved alle sammen også godt, at vi hellere vil komme cyklende med en brun, bæredygtig pose fra torvet, fyldt med struttende frugt og grønt, som stikker op og udstiller vores 'jeg er typen, der tager på torvet'-overskud, end at kæmpe sig hjem med to pakker toiletpapir bagpå og druegurker og tamponer i hele cyelkurven. Det første sker desværre sjældnest.